Et strikkedikt

Hva finnes vel ikke av uoppdagede skatter? Og hva finner man ikke om man leser gamle ukeblader? Dette strikkediktet er skrevet av Claus Frimann (1746-1829), en av medlemmene i Det Norske Selskab. Ved første øyekast lar man seg sjarmere av en mann, sannsynligvis forut for sin tid, som gir seg i kast med dette arbeidet som vanligvis er forbeholdt fruentimmerne. Men så ser man fort at han skriver om noe helt annet.  Garnet og strikketøyet er en metafor på livet. Hver maske er et pulsåreslag, og hver fullendte pinne er en dag i våre liv.

Jeg har funnet diktet omtalt under tre forskjellige navn; både «Strikkevise», «Kvinnens sang» og «Ved haand-arbeidet». Første tittel refererer bare til overflatehandlingen, andre tittel ødelegger noe av mitt (muligens forhastede og feilaktige) inntrykk av dikteren som myk mann, mens tredje tittel synes jeg gir rom for begge nivåene i diktet. Ergo kårer jeg «Ved haand-arbeidet» som vinnertittel.

Ved haand-arbeidet

Saa knytter jeg traad

Saa øver sig Haanden i qvindelig Daad:

Ved Haanden at hænge man bliver saa træt,

Veed Handen at røre gaar Tiden saa let,

Jeg knytter ei Silke, jeg knytter ei Guld,

Min traad er af Uld.

Min uldende Traad,

Naar Vinteren bruser, skal varme min Food:

Med intet på stikke, med intet pa Teen,

 Saa mangen maae skiælve paa iislagdte Steen:

Gud see til de Usle, som nøgne og blaa

I Snee- Vandet gaae!

Jeg knytter kun Traad:

 Jeg knytter ei Band af ugudeligt Raad:

Viig langt fra mitt Hjerte, du Mørkhedens Aand:

Som lærer at binde bestrikkende Baand.

Skal Mennesket knytte for Menneskets Barn.

Et fangende Garn?

Min knyttede Traad

Mig minder om Livet: Mitt liv er en Traad,

Hver maskeklæd Stikke er fuldendte Dag,

Hver Maske, hver Knude et Pulsaareslag

Naa Livet er endet, o Gud, i din Haand,

Annam da min Aand!